Havets veje

MEDIEINSTALLATION PÅ KYSTCENTRET
Havets veje - Kystens spor

14. – 17. marts 

STEDETS ÅND BLIVER TIL MEDIESHOW

I uge 11 besøger Kunstgruppen TURA YA MOYA v/kunstner Karen Thastum Kystcentret med gruppens 20 fods kunstcontainer ANERSAAQ. Kunstneren vil undersøge ”stedets ånd” og slutter med et medieshow, hvor lokale beboere samt unge fra Lemvig medvirker. 

INSTALLATION EFTER MØRKETS FREMBRUD

Medieshowet vises som billed-projektioner med lyd på Kystcentrets facade efter mørkets frembrud i 4 på hinanden følgende dage. Indendørs vises en mindre udstilling om projektet og kunstcontaineren.

KUNSTNEREN OG DE UNGE

Mediekunstner og komponist, Karen Thastum fortolker og viser egne værker, der er opstået i et møde med forskellige borgere, ved flere ophold på egnen: Lokale fortællinger, stemninger og billeder om og fra havet og kysten før og nu.
Her indgår de flotte arbejder og musik skabt af unge fra Ramme skole, Udefriskolen og Biohusets Billedskole, der kunne ses til Lemvig Kulturnat 2018.

TURA YA MOYA

Kunstforeningen TURA YA MOYA og mediekunstneren Karen Thastum har siden 1989 skabt utallige udendørs medie-installationer i Danmark, Tyskland og Norden, eks. ved Mønsted Kalkgruber, Spøttrup Borg, Nationalmuseet, Schloß Biesdorf i Berlin samt ved Aarhus 2017. I by og bygd i Grønland var klipper, arkitektur og isbjerge lærred for lyskunsten. TYMs kunstcontainer besøgte Lemvig Kulturnat 2018 med projektet HAVETS VEJE.

KAREN THASTUM OM PROJEKTET

”Med dette kunstprojekt der foregår i det fri, så alle der vil, kan se det, ønsker vi gøre opmærksom på, hvor vigtigt havet og kysten er som vor nærmeste nabo. Det er også vigtigt at forstå og tænke over vor historie (havets veje), der jo danner baggrund for vort nuværende liv og klima.

Jeg er glad for at kunne arbejde videre med de unge fra Lemvig og Ramme og deres værker og også tilføje mine egne indtryk. Som kunstner må man være opmærksom på, at det er ungdommen, der kommer til at vise vejen. Det bliver flot, når Kystcentrets legende og informative udstillinger kombineres med et poetisk medieshow for en tid.”

VIDERE REJSE I NORDEN

"HAVETS VEJE – Kystens spor" er 1. stop på en lang rejse med kunstcontaineren, som rejser videre til Aarhus, Færøerne, de Baltiske lande, Grønland og Berlin 2019-21. Materialet fra Lemvig og Thyborøn vil derfor komme ud på en lang rejse i et møde med andre byer og bygder i en kunstnerisk undersøgelse af havet og dets veje.

TAK TIL
Projektet finder sted med støtte fra STATENS KUNSTFOND, Huskunst, Kulturelt samråd Lemvig, Seaside Hotel Thyborøn og Redningsringen
 
Se mere om kunstcontaineren her.
KystcentretKystcentervej 37680 Thyborøn+45 96 900 200mail@kystcentret.dk © 2019 Facebook Twitter Linkedin Webdesign & CMS by MCB Denmark